Beretning fra Nordamerika

Joh. Johansen og dei andre 77 innbyggarane i Muskego, Waukesha i Wisconsin skreiv ei lengre beretning frå Nordamerika. Beretninga blei trykt i Morgenbladet, tysdag 1. april 1845.  

Dette var eit åpent brev frå bosetningen i Muskego til det norske folk som gav tilsvar på den norske regjeringens anti-emigrasjonspropaganda. Det var også ein takk til dei som gav pengar til den nye kyrkja i Muskego. 

Mange utvandrarar frå Hovin, Tinn og Gransherad hadde skrive under på denne beretningen. 

Eg har lagt inn fleire avsnitt for å lette lesing, setningane er svært lange.

Beretning fra Nordamerika

Omtrent eet Aar er nu henrundet siden Kummer og Mismod opfyldte næsten Enhvers Hjerte iblandt os, foraarsaget ved mangehaande Sygdomme og tildeels Mangel paa de mest nødvendige livets Fornødenheder, der dengang herskede som Følgje af den Mængde fattige, i en Masse sammenstimlede Emigranter af vore landsmænd, der, i Mangel af Fond til at fortsætte Reisen videre, saa sig tvungne til for Øieblikket at stoppe her.

Det var en Sorgens Tid, hvorledes Flere iblandt os fristedes til Utaalmodigehet, saa at Enkelte i deres Lidenskabelighed endog gave de mest overilede Beretninger, der tildeels var fremført med Udtryk af Foragt og Forbandelse om Amerika, som om Gud ikke skulde have skabt dette af naturen saa rigt udstyrede Land, der i sin udyrkede Tilstand befindes tildeels som halvtopdyrket i Sammenligning med Landets raa Tilstand i Norge og mange af de øvrige Lande i Europa, og som i Aarhundreder har været et sikkert Tilflugtsted for Fortrængte næsten fra alle Europas Lande, og hvor Alle næsten uden Undtagelse have fundet sorgfri Udkomme, efterat de første indtrufne Besværligheder, der møde ethvert nyt Anleg, vare overvundne, naar de ved Vindskibelighed  og Arbeidsomhed alene tragtede efter hvad der hører til Livets nødtørftighed.

 

Mand klager over de Besværligheder, som i Begyndelsen nu møde Emigranterne her; men sandeligen maatte Enhver, som fører saadant klagemaal, skamme sig, naar man af Histoien kjenddte til hvad de første Emigranter, der aabnede Vei for kommende Slægter, leed under Anlægget af den først koloni i de Forende Stater i Virginia. De vare ei alene hjemsøgte af smitsomme Sygdomme og Hungersnød, men havde dertil vilde Dyr og Indianere at kjæmpe imod, hvorved Koloniens Befolkning mere en engang næsten blev ødelagt og fik nye Undsætning, og havde tilsidst af omtrent 600 Beboere ikkje mere end omtrent 60 tilbage, der alle af hungersnød saa deres Undergang imøde, og af den Aarsag saa sig nøtte til at forlade Landet i Vaade, som de dertil havde forfærdiget sig i Haab om paa New Fundlands Bank at træffe fiskerfatøyer, hvormed de kunne vende tilbage til England.

 

Men som det synes vilde Gud ikkje have det saa; thi netop som de vare afgaaede mødte de i Udløpet av Floden Potomac, der var Indseiling til deres Kolonie, endeel Skibe med Folk og Proviant, afsendt frå England til Koloniens Undsætning; dette gav dem Opmuntring til at vende tilbage med fornyet Mod til at fortsætte det paabegyndte Anlæg.

 

Saaledes kjæmpede de og vandt, og gav Anledning til at henved 20 Millioner Mennesker nu finde rigelig Underholdning i de Forenede Stater, ligesom man antager, at dette Antal mere end eengang kan fordobles, inden alle de Næringsmidler, som der tilbydes, blive udtømte.

 

Næsten alle de Hindringer, der mødte de første Setlere, ere ryddede af Veien; skulde da ikkje ogsaa vi under lysere Udsigter nære Haab om ved Udholdenhed at vinde Seier og finde nødtørtig Udkomme; eller skulde Gud, som i sit Ord har befalet: «Vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder Jorden», ikkje krone et saadant Foretagende med Held, naar han saa rikeligen har udstyret dette Land og gjort det bekvemmere til at frembringe Menneskeføde af alle Slags end maaske noget andet Land i den hele Verden, og især nu, da Overbefolkningen i Europas Lande har neppe nogen Tid været større og gjort Udvandring grundet som en Nødvendighed.

 

Den Utilfredshed, som iblandt mange af Emigranterne ytrede sig her i Førstningen, har som oftest sin Oprindelse af en utidig Hjemve, der betre passer sig for Børn end for vokne Folk, t. Cr. At man maa savne visse Slags Mad, som man har været vant til, – at den og den Madartikel ikke har same Smag som hjemme og at man savnede den og den bekvemmelighed og de og de af sine Venner, med kven man faa ofte havde havt et muntert og godt Lag.

 

Saadant erindre de og lægge paa Hjertet og gjøre sig selv Sindet uroligt og længselsfuldt uden at kunne opnaa sine Ønsker; men de glemme alle de Besværligheder og mørke Udsigter til dagligt Udkomme, som de saa haardt følte før de forlode sit Fødeland, og tænke sig nu i dette det Kanaans Land, som de før havde tænkt sig i Amerika.

 

Den der Stræber at forglemme de Ting, som ere tilbage og jager fremad i sit lovlige Arbeide med Taalmodighed og Tillid til Gud, vil vist ikkje finde Forhaabninger skuffede her, naar han alene søger, hvad det Legemlige angaar, at være tilfreds med dagligt Brød. Vi gjøre os intet Haab om at erhverve os Rigdomme; men vi staa under en liberal Regjering i et frugtbart Land, hvor Frihed og Lighed hersker saavel i religiøs som borgerlig Henseende og kan uden speciel Tilladelse næsten uden Undtagelse i ethvert Fag søge redelig Næring; dette ansse vi herligere end Rigdom, da vi herhos ved Flid og Arbeidsomhed øine Udlagt til en sogfri Alderdom, og vi har saaledes ingen Grund til at angre vor Bestemmelse at flytte hid.

 

Man har søgt at ville indjage Skræk for Amerika, ved at kalde den et passende Tilflugtssted for løsladte Forbrydere eller saadanne, som ville undgaa Lovenes Hævn.

Det er vist nok sandt at her ere komne mange Saadanne, og at det her som i ethvert andet Land gives fuldt af slette Mennesker, og det er en Selvfølge, at det maa være saa, da Onde og Gode uden Undtagelse har lige Adgang her; alligevel ske her langt sjeldnere Overfald, Røverier og Tyverier end i de Lande hvorfra saadanne Forbrydere muligens ere komne.

 

I det mindste ere saadanne Ugjerninger uhørte i vor Kreds, hvorfor man i den henseende ei har Grund til at befrygte sig for Amerika. Man har også søgt at ville indjage Skræk for vort Setlement ved at kalde det usundt paa Grund af den megen Sygdom, her herskede forleden aar; men uagtet den forgagne Sommar har, under dette himmelstrøg, været ualmindelig kold og vaad, have vi dog ikkje lidt af nogen herskende Sygdom, som man i Foraaret nærede Frygt for igjen skulde indfinde sig, og vi haabe med Grund fremdeles at være befriede derfor.

 

Vi have herhos at bemærke, at paa Grund af de berørte Omstendigheder af Mangel og Sygdomme, hvoraf vort Stelement blev hjemsøgt og hvorved de Fleste af os kom i Udgift og forpildte v ort Arbeide, fandt Nogle af os sig betøiede til at henvende os til vore norske Venner om ved velvilligt Bidrag at komme os til Hjelp til en Kirkes Opbyggelse, som vi saa høiligen trængte til.

 

Til denne Begjering kom Vedkommende os over Forventning imøde med et saa rundeligt Bidrag at vi nu se os istand til nogenlunde at faa fuldført den Kirkebygning som i Setlementet nu haves under Arbeide, hvorfor vi herigjennem af Erkjendtlighed finde os beføiede til med oprigtig Taksigelse til de ærede Givere at nævne disse ved Navn, nemlig:

 

Hr. Proprietær T. O: Bache, Walle pr. Drammen givet, 200 Dollar, Hr. Stadshauptmand N. Bache i Drammen, 100, Hr. Kjøbmand T. Bach i Do, 50, Hr. Kjøbmand  C. Olsen i Do, 50, Hr. Kjøbmand I. K. Lykke i Trondhjem, 10, Hr. Simon Svendsen af Lier, 15, Hr. Tollef Mørch. 5 (til sammen) 430 Dollar.

DHrr. Avis-Redaktører i Norge anmodes herved ærbødigt af undertegnede deres Landsmænd om godhedsfuld at ville optage denne vor Beretning heel og uforandret med Tilføining af vore Navne i deres Dagblade.

 

Setlementet Muskigo, i Racine & Milwaukee Counties Wisconsin Territory i de forenede Stater, den 6th Januar 1845.

(78 personer har satt sitt namn under. Mange frå Tinn, Hovin og Gransherad. Det kan være fleire enn dei eg har funne som utflytta.)

Joh. Johansen,
A.Kløve,
Thormod Flættre,
I.Helgeren,
T.Helgesen,
Halvor Nilssen Lohenev,
Ole Nilsen Lohenev,
Jørgen Larsen,
Østen Mæland (utvandra frå Tinn i 1842),
Østen Ingusland (utvandra frå Tinn i 1842),
Halvor Olsen Silgudalen, (utvandra frå Gransherad i 1843)
Ole Olsen Grønhovd,
Halvor Løngflaat,
Gunnuf Søum,
Anders Larsen Folsland, (utvandra frå Gransherad i 1842)
Sven Hansen Heg,
Østen Larsen,
Torger Østensen Luraas (utvandra frå Tinn i 1839),
Halvor Østensen Luraas (utvandra frå Tinn i 1839),
Asle Hellesen Fosgaard,
Hermo Tuft,
Herbjørn Nilsen Ingulsland (utvandra frå Tinn i 1842),
Knudt Johnsen Bekhuus,
Torsten Torbjørensen,
John Nilsen Ruii,
Bjørn Hatlestad,
Lars Olsen Dommerud (utvandra frå Hovin i 1842),
Tarjer Olsen Landsverk,
Ole Knudsen Thraeim,
Thore Thoresen Grasdalen,
Tosten Wearsen Bø,
Knud Johnsen Luraas (utvandra frå Tinn i 1839),
Niels Halvorsen Græsdalen (utvandra frå Hovin i 1843),
Torbjørn Halosen Juv,
Ole Leiufsen Vemork (utvandra frå Tinn i 1842),
Ole Jacobsen Cmurg?,
Christen Olsen Groven af Laurdal,
Torkel Kittilsen Lislerud,
Halvor Torbjørnsen Omnes,
Jan Pedersen Husevold (utvandra frå Tinn i 1843),
Hølje Mattisen Fossoe (Ingolfsland) (utvandra frå Tinn i 1839),
Herbjørn Gunmundsen Hagen (utvandra frå Tinn i 1843),
Østen Olsen Skaalaas,
Ole Gjermundsen Haakaanes (Lauviken) (utvandra frå Hovin i 1840),
Ole Evensen Kjønaas,
A.Hansen,
Bryjul Tollevsen Groue,
Ole Larsen Groue,
Colben Davidsen Westreim,
Størk Iversen Wiche,
Gulaug Iversen Wiche,
Ole Pedersen Engen,
Andreas Val,
Gregar Halvorsen Norgaarden af Flatdal,
Tosten Østensøn Bøn (utvandra frå Tinn 1842),
Gonnar Midtbøen,
Ole Aslesen Myren,
Andreas Aslagsen Schese,
Herbrand Anstensen Hovland,
Johannes Anundsen,
Hælje Toresen Faane (utvandra frå Mæl i 1840),
Niels Hansen Kallerud,
Johannes Cristians.,
Johannes Svensen,
E(?)jel Olsen Kleven,
Engebret Gulbrandsen Sølland,
Haagen Andersen,
Ole Andersen,
Ole Knudsøn,
Reiaa Nubrud,
Ole Haagenson,
Gulbrand Gunderion Skale,
Svenung Johnson Tyttegro?,
Ole Johnsen Sanden (utvandra frå Hovin i 1842),
John Knudsen Traem (utvandra frå Tinn i 1837),
John Alfsen (Veset) (utvandra frå Tinn i 1842),
Lars Johansen Graue,
Syvert Engebretsen Narverud.